Vedtægter

Silkeborg Curling Club

§1 - Klubbens navn og hjemsted

Klubbens navn er Silkeborg Curling Club. Klubben er hjemmehørende i Silkeborg. Klubben er åben for alle.

 

§2 - Klubbens formål

Klubbens formål er at fremme curlingsporten i Midtjylland, såvel for konkurrenceinteresserede som for motionister.

 

§3 – Overordnede organisationer

Klubben er medlem af Dansk Curling Forbund, under Det Internationale Curling Forbund og Danmarks Idræts Forbund og underkaster sig disse forbunds love og regler.

 

§4 - Medlemsoptagelse

Som aktivt medlem kan enhver optages i henhold til Danmarks Idræts Forbunds love. Bestyrelsen har ret til at nægte optagelse af én eller flere, såfremt der ikke er plads.

 

§4.1

Som passivt medlem kan enhver interesseret optages.

 

§4.2

Ethvert medlem skal – efter bedste evne – arbejde i klubbens interesser.

 

§5 – Udmeldelse og eksklusion

Udmeldelse skal ske med 30 dages varsel til enten 1. januar eller 1. april. Der tilstedes dog nye medlemmer en prøvetid på en måned. Betalt kontingent tilbagebetales ikke.

 

§5.1

Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, der er over 1 måned i kontingent restance. Ved anden vedtægts overtrædelse kan eksklusionen kun ske på en ekstraordinær generalforsamling.

 

§5.2

Eksklusionen af et medlem af bestyrelsen og revisor kan kun ske på en generalforsamling.

 

§6 - Kontingent

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.

 

§6.1

Kontingentet skal være betalt senest den 2. træningsaften i sæsonen. Er dette ikke sket, fortabes retten til at deltage i klubbens arrangementer, indtil den fulde kontingent restance er berigtiget.

 

§6.2

Ethvert medlem er personligt ansvarligt for at kontingentet er betalt.

 

§6.3

Bestyrelsen kan vælge at udstede medlemskort til klubbens medlemmer. I givet fald skal medlemskortet altid medbringes ved klubbens arrangementer, herunder træningen, og skal på forlangende forevises klubbens bestyrelse.

 

§6.4

Bestyrelsen har ret til at yde kontingentnedsættelse samt kontingentfritagelse.

 

§7 - Bestyrelse

Klubbens ledes af en bestyrelse bestående af 4-7 medlemmer: som vælges således:

 

a.Formand

b.Næstformand

c.Kasserer

d.Sekretær

e.0-3 menige bestyrelsesmedlemmer

f.Evt. 1-2 suppleanter

 

§7.1

Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen.

 

På ulige årstal vælges Formand og de bestyrelsesmedlemmer der er valgt på ulige årstal.

På lige årstal vælges de bestyrelsesmedlemmer der er valgt på lige årstal.

Suppleanter er på valg hvert år.

 

§7.2

Bestyrelsen og suppleanter skal stå som medlemmer af klubben.

 

§7.3

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og den er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsen inkl. formanden er tilstede. Hvis formanden ikke er tilstede, skal over halvdelen af bestyrelsen være tilstede.

 

§7.4

I tilfælde af, at et bestyrelsesmedlem varigt træder ud af bestyrelsen, indsætter bestyrelsen en af de valgte suppleanter.

 

§7.5

Bestyrelsen konstituerer sig selv, med undtagelse af formandsposten, på det førstkommende bestyrelsesmøde.

 

§8 – Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed.

 

§8.1

Ordinær generalforsamling afholdes senest i maj, og skal indkaldes med mindst 14 dages varsel.

 

§8.2

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.

 

§8.3

Dagsorden for generalforsamlingen skal indeholde følgende punkter:

 

a.Valg af dirigent

b.Formandens beretning

c.Regnskab

d.Indkomne forslag

e.Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter i henhold til §7

f.Nedsættelse af udvalg

g.Valg af revisor og revisorsuppleant

h.Fastsættelse af kontingent

i.Eventuelt

 

§8.4

Ethvert aktivt medlem, der ikke er i kontingentrestance, har stemmeret.

 

§8.5

Afstemning kan være skriftlig, eller ske ved håndsoprækning og simpel stemmeflertal er gældende (dette gælder dog ikke vedtægts ændringer (se §9), hvor mindst ¾ af de fremmødte stemmeberettigede skal stemme for vedtægts ændringer for at ændringen kan foretages, samt for opløsning af klubben, hvor §12 er gældende.)

 

§8.6

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes såfremt mindst ¼ af de aktive medlemmer indsender en skriftlig anmodning herom til bestyrelsen med angivelse af forhandlingsemne.

 

§9 – Vedtægtsændringer

Ved forslag om vedtægtsændringer skal mindst ¾ af de fremmødte stemmeberettigede stemme for ændringerne, for at ændringen kan foretages.

 

§9.1

Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.

 

§10 - Regnskab

Kassereren skal føre kassejournal over samtlige udgifter og indtægter i klubben og udfærdige et afsluttende regnskab.

 

§10.1

Regnskabsåret løber fra 1. januar til 31. december.

 

§10.2

Regnskabet skal revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor, forsynes med revisionspåtegning, samt være underskrevet af kassereren, revisoren og formanden.

 

§10.3

Foreningens midler skal være anbragt i et anerkendt pengeinstitut med undtagelse af den nødvendige kassebeholdning.

 

§11 – Tegningsregler og hæftelse.

Foreningen tegnes udadtil af formanden og kassereren for bestyrelsen i forening eller ved en af disses forfald af formanden eller kassereren med 2 bestyrelsesmedlemmer.

 

§11.1

Bestyrelsen er ansvarlig over for kommunalbestyrelsen for anvendelse af modtagne tilskud, for anviste lokaler og regnskab og dokumentation for klubben, herunder en årsberetning.

 

§11.2

For foreningens økonomiske forpligtigelser hæftes alene med foreningens formue. Bestyrelsesmedlemmer hæfter personligt for tilskud, som foreningen har modtaget i henhold til Folkeoplysningsloven eller anden tilsvarende lovgivning i forhold, som kan betegnes forsætlig eller uagtsom.

 

§12– Opløsning af klubben

Klubben kan ikke opløses, såfremt ¼ af dens stemmeberettigede medlemmer stemmer for dens beståen. I tilfælde af opløsning vil klubbens formue blive bundet i 5 år i tilfælde af at klubben restituere, hvis dette ikke sker, skal formuen overgå til

anvendelse i børne- og ungdomsarbejde i Silkeborg Kommune.

 

§12.1

Udstyr ejet af klubben tilgår Dansk Curling Forbund.

 

 

Vedtaget på generalforsamling d. 2. marts 2016.

KONTAKT

Silkeborg Curling Club

Silkeborg Sportscenter,

Århusvej 45, 8600 Silkeborg

 

Telefon: +45 5129 7244

Telefon tid mellem 17:00 - 21:00 på hverdage

E-mail: mail@silkeborgcurling.dk

SILKEBORG CURLING CLUB

FØLG OS